Relationsstærk pædagog til Skolen ved Sundets KKFO
Vi søger en uddannet og fagligt dygtig pædagog, som er struktureret og som i en periode kan koordinere indsatser i en stor KKFO.
Vi har særlig opmærksomhed på de børn, som i perioder befinder sig i udsatte positioner. I forlængelse af implementering af mangfoldige børnefællesskaber i Københavns Kommune har KKFO'erne en opgave med at skabe et tilbud, som alle børn kan se sig selv i, uanset hvilke deltagelsesmuligheder, de måtte have.
Som inklusionspædagog hos os, vil du spille en vigtig rolle både i de daglige fritidsaktiviteter og i skole/forældresamarbejdet. KKFO'ens opgave er at skabe trygge rammer for alle børn, og arbejder derfor tæt sammen med skolen for at sikre en helhedsorienteret indsats. Derfor søger vi en pædagog, som kan arbejde målrettet med inkluderende fællesskaber og har et særligt blik for børn, som skal kæmpe for at være med. Du er organisatorisk og har stærke kommunikative evner både mundtligt og skriftligt og kan samarbejde konstruktivt og empatisk med børn og deres familier samt dine kolleger. Vi forventer en medarbejder, som er positiv og ser muligheder frem for begrænsninger, når det gælder om at gå et ekstra skridt for at hjælpe og støtte kolleger og børn.
Dine arbejdsopgaver udover at være pædagog inkluderer at
- udvikle og gennemføre aktiviteter, der er tilpasset børnenes behov med fokus på at styrke deres sociale og emotionelle kompetencer
- deltage i netværksmøder på skolen med forældre og med andre fagprofessionelle om børnenes trivsel og udvikling
- være tovholder i KKFO'en på indsatser omkring børn og børnegrupper
- lave pædagogiske handleplaner
- vejlede og sparre med det pædagogiske personale
Vi tilbyder
Vi tilbyder en arbejdsplads med stor mulighed for indflydelse på pædagogiske aktiviteter og sammen med dine kolleger, at skabe tryghed, nærvær og relationelle indsatser for børnene i en stor KKFO. Du får mulighed for at trække mindre børnegrupper hen for at lave særlige pædagogiske indsatser i løbet af en lang skole- og KKFO-dag. Du har forberedelsestid om formiddagen.
Børnene er i KKFO'en mellem kl. 12.45-16.45. KKFO'en er en del af Skolen ved Sundet og ligger tæt på Amager Strand og metrostationen. Vi arbejder med aktivitetsplaner, så børnene bliver tilbudt et bredt udvalg, hvor vi har særligt fokus på børn og bevægelse, kreative udtryk samt sprog- og fælleslege. Vihar grønne fællesområder med en stor legeplads med masser af muligheder for leg og fordybelse. Vi er en computerfri/mobilfri institution, hvor vi vægter at være offline for at gå online med vores børn. Dog arbejder vi med børnedemokrati og børnenes stemme i form af en børneavis, som vi laver sammen med vores 3. klasser.
Vi er 22 medarbejdere, som har det samlede ansvar for alle vores 350 børn. Vi er ikke årgangsopdelt i huset, men er indrettet således, at børnene frit kan lege på tværs af alder.
Vi har ugentlige møder om formiddagen både for hele personalegruppen og i indsatsgrupper. Der kan også være opgaver i skoledelen i indskolingen.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer om ugen med tiltrædelse den 1. juli 2026. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
Du kan læse mere om her. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte konstitueret KKFO-leder Sofie Fomsgaard på 40 32 60 42/ur6xc@kk.dk.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV, eksamensbeviser, udtalelser og anden relevant dokumentation.
Vi ser frem til at læse din ansøgning.
Søg via linket senest torsdag den 21. maj 2026
Vi holder samtaler tirsdag den 26. maj.