Udviklingsparat socialpædagog til fast stilling som vågen nattevagt på det socialpsykiatriske botilbud Boserupvej i Roskilde
Et stort hus i stor udvikling
Boserupvej er et botilbud i Roskilde for borgere med angst, depression, personlighedsforstyrrelser og forandret virkelighedsopfattelse. En del af vores beboere har et aktivt stof- eller alkoholmisbrug. Der er tale om længerevarende ophold under servicelovens § 108. Botilbuddet Boserupvej ligger i naturskønne omgivelser i Roskilde Kommune, tæt på fjorden og bymidten. Vi er pt. hjem for 85 beboere fordelt på 6 huse samt nogle mere selvstændige boliger. I de kommende år vil Boserupvej være præget af nogle positive og omfangsrige ændringer ift. faglig opkvalificering, renovering samt genhusning af flere beboere.
Om dine kommende kolleger
Du vil møde et sammentømret team, hvor der sjældent er personaleudskiftning og/eller sygdom. Nattevagterne har givet håndslag på, at samarbejde og tryghed betyder alt, når kerneopgaven skal løses. Vi er meget optaget af at skabe tryghed og sikkerhed for hinanden, og derfor ønsker vi at få en kollega, der kan bidrage med dette gennem en stærk socialfaglig viden, intuition og evne til at indgå i målrettede, borgerspecifikke refleksioner.
Vores viden og observationer skal dokumenteres og videregives til personale, der arbejder her i dagtimerne og derfor hjælper vi hinanden med denne vigtige opgave, så vores dokumentationsindsats skaber faglig bæredygtighed og et solidt overlap. Dette fokus bidrager ligeledes væsentligt til den enkelte beboers trivsel og udvikling.
Din dagligdag
Du er altid på arbejde med tre kolleger og nogle gange flere. I arbejder ud fra kontoret ved navn 'Natbasen', hvor I monitorerer hele botilbuddets fællesareal via videoovervågning. Vi har en sikkerhedsnormering, der sikrer, at man aldrig står alene i situationer og konflikter. Der er fastlagte runderinger, hvor hele tilbuddet besøges, så vær klar på både at skulle gå mange skridt, men også have mulighed for at sidde behageligt og være social i Natbasen. Ud over faste runderinger på botilbuddet består arbejdsopgaverne bl.a. i personlig pleje, tilsyn hos borgere med særligt støttebehov over natten, samtaler ved behov, medicingivning, dokumentation, samt små praktiske- og vedligeholdesesmæssige opgaver.
Vi anser nattevagterne som værende et yderst vigtigt tværfagligt bindeled mellem dag-, aften- og natpersonale, fordi nattevagterne færdes på tværs af alle tre områder i botilbuddet. Derfor er vi i gang med at dygtiggøre os inde for målrettet dokumentation og tværfaglig kommunikation.
I vores dagligdag arbejder vi ud fra en rehabiliterende tilgang, hvor fokus er på den enkelte beboers drømme, mål og ønsker for fremtiden. Vi ønsker at støtte den enkelte beboer i at få et meningsfyldt og tilfredsstillende liv. Vi er bevidste om at se det hele menneske og ikke kun diagnosen. Vi anvender til dagligt forskellige metoder og tilgange, og i løbet af 2025 og 2026 bliver alle medarbejdere uddannet i brug af LA2 (Low Arousal) gennem konsulenthuset Sopra.
Vi tilbyder
- et meget socialt arbejdsmiljø, som er motiveret for at passe på hinanden, give- og modtage feedback samt sikre høj faglighed både mht. socialpædagogiske og sundhedsfaglige indsatser
- en grundig og konkret oplæring, der afstemmes med din egen læringsstil og tempo
- relevante kurser indenfor brand, sikkerhed, defusing, LA2, førstehjælp og andet
- indflydelse på tilrettelæggelse af egne arbejdsopgaver
- en nærværende og tillidsfuld leder, som løbende vil være med om natten og deltage for at bidrage fagligt
- en spændende og højt værdsat opgave, som er meningsfuld hver dag
- tværfagligt samarbejde i og uden for organisationen
Vi forventer, at du som kommende natkollega
- rammesætter og arbejder bevidst med at opretholde den enkelte borgers struktur, der bidrager til deres trivsel
- formår at arbejde med udgangspunkt i borgernes indefra-perspektiv og deri agerer ud fra grundprincipperne i LA2
- prioriterer din og dine kollegers sikkerhed til enhver tid
- agerer tydeligt og troværdigt over for kolleger og borgere
- har erfaring med natarbejde og støtte til udsatte med psykiatriske og somatiske problemstillinger
- har basis IT- og skrivekompetencer og formår at operere selvstændigt og pligtopfyldende ift. vores formelle dokumentationskrav
- er en tillidsvækkende person, der er rolig og arbejder bevidst med affektsmitte
- trives i en kerneopgave, hvor det sociale samspil med kolleger og beboere betyder alt
- har mod til at dele din mening med henblik på at styrke samarbejde og faglighed i dit team
- vægter dokumentation som et vigtigt redskab i samarbejdet med borgere og kolleger
- er indstillet på at varetage personlig pleje
Ansættelsesvilkår
Der er tale om en fuldtidsstilling. Stillingen ønskes besat den 1. juni 2026 eller snarest muligt. Vi indhenter straffeattest og tager referencer i forbindelse med ansættelsen. Løn og ansættelse efter gældende overenskomst for pædagogisk personale.
Yderligere oplysninger
Hvis du ønsker yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte leder Simon Normand Winkler på 23 34 64 15.
Søg via linket senest tirsdag den 19. maj 2026
Vi holder ansættelsessamtaler i uge 21.